For noget tid siden var vi til lægen med Magnus, fordi han havde problemer med maven (diarre, mavepine og luft i maven). Faktisk har han altid haft lidt tendens til “løs” mave, har jeg aldrig tænkt, at der faktisk kunne være noget galt. Anyway så søgte vi læge, da han et par gange havde haft problemer med at nå på toilettet. Lægen var næsten sikker på, at Magnus er laktoseintolerant. For at skåne Magnus for en blodprøve, blev vi enige om, at vi den næste måned udelader laktose og ser om det gør en forskel.
Selvom det ikke er alvorligt , og selv supermarkederne efterhånden har et fint udvalg af laktosefrie produkter, så må jeg indrømme, at det stikker mig i hjertet. Det gør lidt ondt, når man står i en situation, hvor man er nødt til at sige nej til fx et påskeæg, fordi det indeholder laktose. Jeg kan sagtens sørge for, at have forberedt laktosefrie alternativer, når der eksempelvis er fødselsdag i børnehaven, men der vil være situationer, hvor jeg ikke er forberedt, og hvor han vil blive skuffet og det gør altså lidt avs at se sin dreng med tårerne trillende ned af kinderne pga noget han ikke selv kan gøre for.
Det tager lige pludselig lang tid at handle ind, fordi man nu står og nærstuderer mærkaterne. Det er ikke så svært med de indlysende produkter (mælk, yoghurt mv), men der er virkelig mange produkter, der indeholder laktose uden at man er klar over det. Desuden finder man ud af, hvor meget lort vi propper i hovedet uden at være klar over det. Hvis man studerer ingredienserne til en pølse, så kan man faktisk godt være i tvivl om, hvorvidt det er en pølse eller en atombombe man står med.
Selvom vi kun har været i gang i ganske kort tid, så synes jeg faktisk allerede nu vi kan mærke forskel, og Magnus giver også selv udtryk for, at han mærker forskel. Så selvom det indebærer lidt ekstra arbejde, så betyder det overhovedet intet, hvis bare det betyder at min dreng får det bedre.